Slip af med telefonsælgereNår du starter som selvstændig vil du (eller måske har du allerede) opleve, at der ringer sælgere der vil sælge dig alt muligt. Det hører med til starten, og bliver lige så langsomt mindre og mindre. Og det er der én bestemt grund til: Nye virksomheder er nemmere at få til at sige ja til en service eller et produkt.

Når man er nystartet, er alting nyt og det er let at blive overrumplet af en dygtig/ihærdig sælger. Derfor søger mange virksomheder i virksomhedsregistre efter nystartede virksomheder, og det betyder, at du bliver ringet op konstant af virksomheder, der vil sælge dig det ene fantastiske produkt efter det andet. Og de virker jo så utroligt flinke når de ringer, men har du virkelig brug for det de sælger? I 99,95 af tilfældene er svaret nej.

Sig nej til at købe

Hvis du ikke har brug for at købe det, de sælger, så bare sig nej. For mig føltes det svært i starten, men tro mig, du lærer det med tiden, så du kan lige så godt komme igang. Det kan måske hjælpe dig at tænke på, at samme sælger har fået mindst 100 andre nej’er i dag, så det er ikke dig, der ødelægger hans dag. Og hvis ikke det er nok til, at du kan få dig til at afvise sælgeren, så bare tænk på, at hver en krone, du giver ham bare bliver trukket i din egen “løn”, det burde være nok! Snak pænt til ham, men vær helt klar i din afvisning. Det er ham, der ringer til dig helt uopfordret, så du har absolut ret til at afvise ham, uden at give en forklaring på hvorfor.

Hvis du er i tvivl om, om du kan bruge det, sælgeren tilbyder, så bed ham om at sende dig en mail med noget materiale, og sig, at du selv vender tilbage. De fleste sælgere vil prøve at afslutte salget til dig over telefonen, eller i det mindste selv følge op, efter de har sendt dig materiale på mail. Men bare sig, at de ikke skal ringe igen, men at du vender tilbage. Hvis ikke de accepterer det, så lad være med at handle med dem. Og lov mig, at du tænker godt og grundigt over, om du nu virkelig har brug for det, den pågældende sælger tilbyder, for sandsynligheden er, at det har du ikke. Du har jo ikke selv opsøgt det endnu, har du?

Spar på din tid

Snart du ved, at du ikke vil have noget fra sælgeren, så afvis ham/hende med det samme, og bliver vedkommende ved med at forsøge at fastholde dig, så bare sig “Nu lægger jeg på” og læg på. Mange sælgere arbejder ud fra nogle principper om at få dig til at sige ja tre gange. Og jo længere tid du taler med sælgeren bliver det sværere for dig at sige nej, og sværere at overbevise sælgeren om, at du ikke er interesseret. Så for at spare på din (og sælgerens for den sags skyld), så afslut hurtigst muligt.

Det gælder i øvrigt også hvis du er interesseret. Du behøver ikke bruge din tid på at høre om det i telefonen. Bed fra starten om at få info på mail, som beskrevet tidligere, så bestemmer du selv, hvornår, du kigger på materialet. Og vil han/hun ikke sende materialet på en mail, er produktet ikke seriøst, så bare afslå det.

Jo hurtigere du får sagt nej, jo hurtigere kommer du videre med de ting, der er vigtige, og jo mindre tid spilder du.

Pas især på annoncehajer

AnnoncehajerDem, du vil opleve, der ringer allerflest af, er nogle der vil sælge dig en annonce på en eller anden hjemmeside, eller nogen, der vil hjælpe dig med at ranke bedre på Google. En tommelfingerregel her er ganske enkelt: Drop dem. Hvis ikke du kender annoncørens hjemmeside, så er der nok heller ikke mange andre der gør. Og selvom du så gør, så er der en meget stor sandsynlighed for, at det de sælger er ubrugeligt eller i hvert fald har en meget lavere værdi, end hvis du fx bruger samme beløb på Google Adwords.

Mange af disse sælgere sælger dig en dyr annonce, på et website, der reelt ikke har nogen værdi. Enten fordi det ikke har nogen besøgende, eller fordi de besøgende, der kommer ikke har nogen interesse i din virksomhed.

Læs mere om annoncehajer her.

Hvis nogen ringer om placeringer i Google, så kan du være næsten sikker på, at det ikke er de bedste i branchen – helt sikker. For de bedste i branchen har sandsynligvis så meget at lave, at de ikke behøves at ringe ud… Og påstår de, at de er fra Google, eller har specielle muligheder i forhold til Google som andre ikke har, så kan du være 100% sikker på, at du ikke skal handle med dem.

Glem alt om at trække fra

Og glem argumentet om, at det kan trækkes fra. Det argument er der rigtigt mange sælgere – specielt fra både gode og dårlige velgørende organisationer – der bruger. Det er et rigtigt dårligt argument for at sløse med pengene, at du kan trække dem fra. Du skal stadig tjene hver en krone, du betaler til den sælger!

Har du haft dårlige, sjove, skøre eller gode oplevelser med en sælger? Del dem gerne herunder 🙂


Kasper Rahbek

Serieiværksætter, der brænder for alt hvad der er nyt og spændende. Jeg elsker at tale om iværksætteri, online markedsføring, sociale medier, apps og teknologi. Derudover er jeg far, ægtefælle, (meget) glad for mad, altid positiv og klar på nye udfordringer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *