Hvis ikke du laver fejl ofte, går du glip af en helt masse. Fejl er helt vildt irriterende, når man begår dem, og jeg har været slem til at bebrejde og forfølge mig selv, over fejl jeg har har begået tidligere, men sådan er det ikke mere, for det gik op for mig, hvor meget, jeg fik ud af at lave fejl. Her er en liste over de 3 vigtigste:

1. Du lærer hvad, du ikke skal gøre det
Punkt 1 er rimeligt straight forward. Hvis du sørger for, at se de fejl du begår efter i sømmene, og anskue dem med lidt objektivitet, er der næsten altid en lektie at lære. Det betyder, at du kan forberede dig på at undgå at lave samme fejl igen. Har du din egen virksomhed er det sandsynligt, at du aldrig rigtigt får styr på din rykkerprocedure for dårlige betalere, før du har prøvet at miste et tilgodehavende hos en kunde. Og når det så sker, er det med at udnytte situationen og få sat procedurer op, der sandsynliggør, at det ikke sker igen.

Det er aldrig sjovt at fejle – “af skade bliver man klog, sjældent rig”, som ordsproget så klogt udtrykker det – men hvis du kan få noget ud af de fejl, du begår, så har de trods alt ikke været helt forgæves. Jeg er begyndt at sige til mig selv og andre, når de eller jeg begår fejl; “Nå ja, så begår vi da ikke den fejl igen!”. Selvom det måske lyder lidt banalt, så gør det at, fokus med det samme er rettet fremad mod forbedring, frem for at være rettet bagud og mod anklager.

2. Det giver dig mere mod til at prøve nyt
Hvis din holdning til at begå fejl bliver til, at det er noget, du lærer af og kommer hurtigt videre, så bliver det heller nær så slemt at begå fejl. Man kan fejle så tit, at det nærmest bliver en ugentlig (hvis ikke daglig) opgave, at bearbejde sine egne fejl.

wherethemagichappensNår det ikke er noget slemt eller udsædvanligt at begå fejl, så betyder det også, at du helt automatisk begynder at udfordre dig selv oftere og søge med kanten af (eller ligefrem uden for) din komfortzone, og som du måske ved, så sker alt magien, uden for selv samme komfortzone. Med andre ord: Når du bliver mere modig, så tager du lidt flere chancer, og hvis du tager flere chancer, så sker det også oftere, at du får noget ud af de chancer. Det betyder ikke, at alt hvad du gør kommer til at lykkes… Overhovedet ikke! Som nævnt lige før, kan du godt begynde at forberede dig på, at fejle flere gange om måneden,  ugen, dagen…? Men som Wayne Gretzky og/eller Michael Jordan sagde: “Du misser 100% af de chancer, du ikke tager”.

3. Du bliver bedre til at håndtere klager
De fleste fejl indebærer, at andre mennesker bliver irriterede, sårede, [find selv på flere]. Det betyder, at det bliver en helt normal aktivitet for dig at tale med folk, der på den ene eller anden måde lider under dine fejl. Selvom dette selvfølgelig gøres med overlæg, eller af ond vilje, så er det ganske enkelt bare en konsekvens. Og da andre mennesker sandsynligvis ikke er så gode til at håndtere dine fejl, som du nu selv er blevet, så kan du godt regne med, at skulle snakke en del med utilfredse mennesker.

Selvom jeg ikke nyder disse snakke (både fordi jeg, i bund og grund, helst vil gøre andre mennesker tilfredse; men også fordi det ikke er super sjovt at skulle undskylde), så er jeg alligevel meget bevidst om, hvor vigtig en del af min udvikling de er. Og det betyder, at du får skabt en ydmyghed og tålmodighed, der kan være nødvendig næste gang, du skal snakke med disse mennesker. Så altså igen: Det bliver nemmere for dig i fremtiden at begå nye fejl, og dermed bider hunden jo sig selv i halen.

Målet må selvfølgelig aldrig være selve det, at begå fejl. Det er der ikke nogen pointe i. Du skal selvfølgelig altid have et mål med de eventyr, du begiver dig ud på. Og det er også en fin idé, at have en lille portion selvindsigt – det kan måske spare dig for nogle af de mest åbenlyse fejl. Men tag og spring ud i nogle situationer, hvor du ikke føler dig hjemme. For mig er det blevet en helt sport, og jeg kan næsten blive helt høj, af at bevæge mig ud på det dybe vand.


Kasper Rahbek

Serieiværksætter, der brænder for alt hvad der er nyt og spændende. Jeg elsker at tale om iværksætteri, online markedsføring, sociale medier, apps og teknologi. Derudover er jeg far, ægtefælle, (meget) glad for mad, altid positiv og klar på nye udfordringer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *